Julen står for døren og det betyder tid til at mindes året der gik. Det har været et travlt år og flere tusinde dyr har fået nye hjem. For at mindes året, har vi her samlet en række julekort fra nogle af de dyr, som fik et nyt hjem i 2020.
I 2020 har næsten 7000 dyr fået nye hjem gennem Dyrenes Beskyttelses internater. Et af de dyr er katten Heidi Haleløs. Heidi blev set af borger, som heldigvis skyndte sig at kontakte 1812, så hun kunne blive behandlet og få ordnet halen. I dag lever hun et dejligt katteliv ved Susanne Calumdann. Vi har fået en dejlig julehilsen fra Susanne og Heidi Haleløs.
Kære Dyrenes Beskyttelse
Selvom jeg ikke skulle have flere dyr, og slet ikke en kat, sidder jeg alligevel her og kigger på Heidi, en stor killing som jeg hentede fra Viborg Internat den 23. oktober. Heidi blev fundet i Silkeborg, med en svært ødelagt hale, og som hendes navn antyder, måtte halen amputeres.
Da hun blev klar til at få et hjem fik jeg lov at møde hende. Jeg mødte en meget betuttet og tilbageholdende kat, men hun tøede lidt op og gned selv næsen mod min hånd, og fra da af var jeg solgt. Selvfølgelig måtte hun med hjem!
Da vi kom hjem, var hun på et lille værelse i nogle dage, så hun kunne vænne sig til sit nye hjem. Vi startede med at åbne døren på klem så hun kunne udforske hjemmet i sit eget tempo. Det var tydeligt Heidi ikke har boet i et hjem før, hun var bange for alt, mine ben, spejlet, fjernsynet, coladåser og meget andet, men hurtigt fandt hun ud af at sofaen er et herligt sted. Nu kommer hun selv og befaler nus og lægger sig derefter til at sove. Når det er sengetid, kommer Heidi også ilende og vil nusses for derefter at lægge sig til at sove i fodenden.
Alt var fryd og gammen, indtil jeg kom hjem fra arbejde en aften og blev mødt af en kat der ikke kunne stå på det ene bagben. Det gik hverken værre eller bedre end at Heidi havde formået at brække bækkenet/hoften på sig selv. Ingen af os ved dog hvordan det er sket.
Det var både hun og jeg ulykkelig over, men gudskelov har Dyrenes Beskyttelse et samarbejde med forsikringsselskabet Gjensidige, så jeg havde tegnet en sygeforsikring på Heidi, og de dækkede uden problemer den store og bekostelige operation på Anicura i Århus.
Nu sidder Heidi igen i bur, og skal sidde i bur i alt i 3 uger, herefter må hun komme ud i et lille værelse i 3 uger og så skal et røntgenbillede gerne vise at hun er så god som ny og kan leve som en almindelig kat igen efter nytår.
Heidi har nu brugt i hvert fald 2 af sine 9 liv og jeg håber hun får lov at gå i graven som mindst 15-årig med resten af sine liv i overskud. Jeg glæder mig til at se hende udvikle sig og leve sit liv. Det betuttede har hun i hvert fald lagt fra sig. Hun er kælen og opmærksomhedskrævende og helt fantastisk, som en stor killing skal være det.
Glædelig jul og kærlig hilsen
Susanne og Heidi Haleløs