Opdatering fra weekenden: fem bjørne reddet, polske internater propfyldte og kaos på grænsen for både dyr og mennesker.
Krigens uhyrligheder fortsætter i Ukraine og sender mennesker og dyr på flugt fra deres trygge hjem, liv og vante rammer.
I løbet af weekenden har vi været i kontakt med EARS, den europæiske sammenslutning af redningsstationer i Europa for at have en løsning klar, hvis det skulle blive aktuelt med flere evakueringer af dyr fra zoos og redningsstationer i Ukraine. Vi arbejder fortsat videre og opdaterer løbende.
I sidste uge blev en flok løver reddet ud af Ukraine, og forleden blev fem bjørne ligeledes reddet ud af krigens rædsler. Bjørnene blev reddet ud af White Rock Bear Shelter tæt ved Kyiv og skal nu bo i Domazhyr, der også ligger i Ukraine.
Vi har desuden været i kontakt med formanden for foreningen Fair Dog, Charlotte Andersson, hvis medarbejder Trine Elstrøm befandt sig på grænsen mellem Ukraine og Polen. Herfra kunne hun berette, at der var kaos for både dyr og mennesker samt ekstremt lange køer for at komme ind i Polen. Inde i Polen forlyder det, ifølge Charlotte Andersson, at en stor del af de polske internater er propfulde med hunde fra Ukraine.
Tirsdag d. 8. marts deltager vi i et møde med Fødevarestyrelsen for at drøfte blandt andet, hvordan danske dyrlæger og organisationer eventuelt kan hjælpe, og om mulige behov for de ukrainske kæledyr, der ankommer til Danmark.
Vi arbejder fortsat på at finde de rette samarbejdspartnere, så hjælpen til dyrene kan lande på det helt rigtige sted.