Ella

Fra Jackie til Ella: En hilsen fra en af de 17 Golden Retrievere

Tidligere på året blev Jackie sammen med 16 andre Golden Retrievere reddet ud fra et dødsbo og kørt til Brande Internat. Jackie, der nu hedder Ella, har udviklet sig meget siden sin tid på internatet, men hun påvirkes stadig i høj grad af den bagage, som hun har med. Ellas nye ejer, Lone, fortæller her, hvordan det går Ella i dag.

Skrevet af:
Stine Fredberg

Da Ella kom ind på Brande Internat vejede hun kun 13,7 kg. I dag siger vægten mere passende 29,1 kg, og det er slet ikke det eneste parameter Ella har udviklet sig på, siden hun flyttede ind hos sin nye familie, hvor hun i dag stortrives. 

Den første tid

Når man spørger Ellas nye ejer Lone, hvad det bedste ved hendes hun er, så svarer hun prompte: 

- Hendes godmodighed og kærlige væsen. Ella er meget sød og meget blid, hun viser sin kærlighed overfor alle, både mennesker og dyr. 

Den første tid med Ella bød på mange overraskelser både positive og knap så positive. Ella nægtede at gå længere væk fra huset end 25 meter. Hun satte sig simpelthen ned og ville bare hjem igen. Men løsningen var heldigvis lettere end forventet. Lone aftalte med andre hundeejer i kvarteret at gå ture sammen. Når en anden hund gik foran Ella, ville hun hellere end gerne følge med på hele gåturen. 

Men Ella er også en meget tillidsfuld hund. Familien har aldrig haft problemer med at få lov til at klippe Ellas negle eller kigge hende i munden. 

En stor bagage

Før Ella flyttede ind hos Lone og familien, er hun ikke blevet præsenteret for særlig mange forskellige miljøer. Derfor bliver Ella ofte utryg i nye situationer, og sker dette på en gåtur, så sætter hun sig ned og nægter at gå videre. I situationer som disse kræver det en enorm god tålmodighed at få hende til at gå videre. 

Ella er mere tryg på gåture, når hun kan få lov til at gå uden snor. En tur i hundeskoven er derfor altid et hit, for der kan hun slippes fri og løbe som hun lyster. Ellas ejer Lone fortæller:

- I hundeskoven elsker Ella at lege gemmeleg. Hun er rigtig dygtig til at bruge sin næse, og hun har lysten til at finde en.

Da Ella lige var flyttet ind hos familien, var det tydeligt, at hun havde brug for at trække sig og være alene en gang i mellem. Men med tiden har det behov vendt sig og er blevet mindre og mindre. Nu ligger Ella troligt ved deres fødder, når hun har brug for at slappe af, hvor hun før i tiden ville have trukket sig.

Mange nye venner

Før Ella flyttede ind hos Lone og familien boede familiens to katte der allerede. Dem skulle Ella lige se an. I starten var hun utryg, hvis en af kattene sad på Ellas rute fra et rum til et andet i huset, så nægtede hun at gå ruten. Men i dag siger kattene og Ella god morgen til hinanden hver dag. 

- Har Ella været på en gåtur eller har kattene været ude at spadsere, så hilser hun på dem ved at dutte næse, når de genforenes, fortæller Lone.

Lone fortæller også, at Ella har fået flere nye hundevenner. Det er især hunde fra samme nabokvarter, som Ella ugentligt bruger tid med. Hvad end det er gå- eller legeaftaler, så er det altid et sikkert hit hos Ella, og hun hygger sig med både Carlo, Albert og andre af sine nye hundevenner.