Debatindlæg af Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse og formand for Eurogroup for Animals.
Hvis man standser op ved køledisken i et supermarked og kigger ned over de mange forskellige mærker på varerne, bliver man hurtigt overvældet af de mange valg, man skal forholde sig til. Der er mærker for dyrevelfærd, fair trade, økologi og sundhed - og det kan være svært at navigere efter de mange forskellige, gode hensyn.
Det er ikke nogen tilfældighed, at butikkerne og producenterne gør meget ud af at fortælle om deres varers fortræffeligheder; fordi som forbruger i Danmark står man med magten til at ændre verden til det bedre, hver eneste gang man handler ind – og det er der mange, som gerne vil.
Du kan også ændre forholdene for dyrene. Hver eneste gang du køber varer med bedre dyrevelfærd, sikrer du et bedre liv for et dyr i landbruget og en bedre forretning for de landmænd, som går forrest for at omdanne landbruget i en mere bæredygtig retning. Det er der brug for, når der stadig lever mere end 25 millioner konventionelle grise og over 100 millioner industrikyllinger i Danmark under meget trange forhold.
I forbrugere har allerede bevist, at I kan ændre verdenen til det bedre. Efter flere års oplysningskampagner er buræg efterhånden forsvundet fra de danske supermarkeder. Det er sket, fordi I vendte ryggen til de barske vilkår, som burhønsene måtte leve under.
Det er en positiv udvikling for dyrene, som må og skal fortsætte. Og det er her, at dyrevelfærdsmærkning hjælper. Når du står og kigger på 500 gram hakket svinekød i køledisken, er det ikke til at se, om grisen har fået skåret halen af som lille, om den er blevet transporteret fra Danmark til Polen som ung pattegris, om den nogensinde har set himlen, eller har prøvet at rulle rundt på en mark.
Dyrenes liv og velfærd ville være skjult i køledisken, hvis det ikke var for mærkerne. Vores mærke ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” er en garanti for, at dyrene har haft bedre dyreliv. Vores standard udvikler sig efter den nyeste forskning og som sikrer, at dyrene bliver behandlet med respekt for deres natur.
Som forbruger, mener jeg, det er rart at vide, at det lille mærke kan gøre den store forskel for dyrene.