Margrethe Vestager

Europas vagthund er vild med sin hund

Hunden Karlo har en særlig plads hos Margrethe Vestager, der også sætter dyrevelfærd højt, når hun køber ind.

Skrevet af:
Marie Hougaard

Når Margrethe Vestager lægger overtøjet og titlen som konkurrencekommissær hjemme i entreen efter en lang arbejdsuge, venter der ikke kun mand og børn, men også en våd snude og et par særdeles bløde ører. Familiens hund, Karlo, venter nemlig på at få klap og opmærksomhed, og det har han gjort i efterhånden mange år:

– Karlo spørger ikke om, hvordan dagen er gået. Han er bare glad for, at du er kommet hjem. Det er dejligt at have en relation, der er forpligtende, men ikke på grund af noget. Det kommer ikke an på, hvad du har lavet i løbet af dagen, og man bliver ikke målt og vejet af hunden. Så længe madskålen er fyldt, og man har det hyggeligt sammen, så forstår vi hinanden, siger Margrethe Vestager.

Hun er vokset op med hund og besluttede for 12 år siden med sin mand, Thomas Jensen, at det var på tide, at familien, der også tæller tre piger, blev udvidet med et firbenet familiemedlem. Karlo kom ind i familiens liv, en gul golden retriever.

VID - Very Important Dog

I sit arbejde som konkurrencekommissær i Bruxelles kan Margrethe Vestager ikke have Karlo med på arbejde. Og alligevel er han til stede, for på hylden på kontoret, hvor der er reserveret plads til billeder af de vigtigste mennesker, står der også et billede af Karlo.

– Jeg er kvinde, jeg går ofte i farvestrålende kjoler og ser anderledes ud end en mand i jakkesæt, så nogle gange skal der noget til, før vi forstår hinanden. Her er billedet af Karlo godt til at få samtalen til at glide, fortæller Margrethe Vestager. 

Ud over at lette de diplomatiske arbejdsgange i Bruxelles er Karlo også blevet en integreret del af familien. Og Margrethe Vestager mener, at hunde kan noget helt særligt i forhold til mennesker:

– Hvor mærkeligt det end lyder, tror jeg, der er en genkendelse af noget umiddelbarhed, som vi har oplevet eller drømmer om. I vores forhold til hinanden kan det blive meget komplekst, og vi kan misforstå hinanden, men i relation til et dyr bliver det på dyrets præmisser, og det, tror jeg, giver noget ekstra.

Den økologiske middagstallerken

Ikke kun hunden Karlo har en særlig plads hos Margrethe Vestager. Kommissæren sætter nemlig også dyrevelfærd højt, når hun står i supermarkedet:

– En af grundene til, at økologi betyder noget for mig er, at der gør man noget særligt for dyrevelfærden. Vi spiser kød i vores familie, men jeg vil helst spise noget, jeg ved har haft det godt, og derfor køber vi primært økologisk. Vi kan gøre meget for at behandle de dyr, vi lever sammen med, de dyr, vi spiser, og de andre dyr på planeten ordentligt, og det kan vi gøre bedre. 

  • Del artiklen på: