Lunas redning gav hende livsglæde, kærlighed og en ny familie.
Hun vejede 11 kg for lidt, havde ingen muskler, lange negle og problemer med kroppen både indvendig og udvendig, da hun ankom til internatet. Hunden Luna var stærkt medtaget. I starten gik Luna i panik, hvis nogen af dyrepasserne på Roskilde Internat gik fra hende et kort øjeblik. Prøvede nogen at stryge hende på hovedet, undveg hun med det samme.
"Hun var meget kontaktsøgende, men samtidig kunne jeg mærke en frygt, og at hun var blevet svigtet. Hun var også ekstremt svag, havde ingen muskler og var meget svækket," fortæller Mie Munch, dyrepasser på Roskilde Internat.
En hård historie
Luna blev sultet af sin tidligere ejer, der ventede på, hun skulle dø af sult. Men naboen blev Lunas redning,da han ringede efter hjælp hos Dyrenes Beskyttelse, der straks tog den rødbrune hund med på internat. Efter noget tid begyndte Luna at tage imod behandlingerne på internatet i Roskilde
"Hun er gået igennem en kæmpe udvikling. Hun var døden nær, da vi fik hende, men nu har hun fået livet tilbage. Hun snuser og bruger sine instinkter, har taget på, fået muskler og er blevet trænet. Men der er stadig noget arbejde endnu, før vi er i mål," fortæller Mie Munch, dyrepasser på Roskilde Internat, og fortsætter.
"I dag får hun den behandling, som hun skulle have haft hele livet. Nu får hun sin mad, sin kærlighed og sine gåture. Hun er super tilfreds med livet. Hun har så mange muligheder og skal ikke være alene igen,"
Luna har det stadig svært med at være alene, men Roskilde Internat fandt det helt rigtige match og en familie, som passer nøjagtigt til Lunas behov. I dag har Luna fået nyt hjem, og det kan også mærkes på hendes nye ejere, at hun har haft en svær fortid.
"I starten var hun meget opmærksomhedssøgende overfor os alle. Jeg kunne ikke engang rejse mig og gå et sted hen, uden hun ville med. Men hun har allerede gjort rigtig store fremskridt," fortæller hendes nye ejere.