En blishønes liv hang i en tynd tråd, da den var fanget under vandet – lige indtil Dyrenes Beskyttelses dyreambulance dukkede op.
Kassen ligger ude i søen med bunden i vejret som et bur over blishønen. Dens fod sidder fast i mælkekassen. Den stikker næbbet op gennem hullerne og gisper efter vejret, så man lige kan se dens næb
mellem rillerne. De to dyrereddere, Anne Sørensen og Bragi Róbertsson finder hurtigt kassen, da de en eftermiddag drager ud på Amager til en sø for at finde en blishøne under en mælkekasse, en person har ringet til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral om.
Bragi Róbertsson begiver sig ud i vandet og får hurtigt blishønen befriet, mens han står i vand til hofterne. Blishønen var tæt på at drukne. Den er kold, da den kommer op, og dyreredderne tørrer den, varmer den og masserer den. Efter en samtale med Michael Carlsen, som er biolog i Dyrenes Beskyttelse, vælger dyreredderne at sætte blishønen ud igen i området, da Michael Carlsen vurderede, at der var sandsynlighed for, at fuglen kunne have unger.