De gør dig gladere, er kloge og har masser af personlighed. To kælegriseejere fortæller, hvad de har lært af at bo sammen med grise.
I Danmark bor der millioner af grise, men kun få er så heldige at leve et godt griseliv. Tre af dem er kælegrisene Connie, Helle og Erling, som i foråret 2024 flyttede ind på bondegården hos youtuberen Kristine Sloth og hendes kæreste Mikkel.
- Allerede et døgn efter de var flyttet ind, tænkte jeg: Hvordan har jeg levet uden de her grisebasser? De er simpelthen de blideste, vilde dyr, jeg nogensinde har været i nærheden af, fortæller Kristine, der hurtigt forelskede sig i de tre Kunekune-grise.
- De er ikke bare søde at se på, de er også meget udtryksfulde og har et helt klart følelsesliv, som de kommunikerer med både øjne og lyde. Jeg kan for eksempel tydeligt høre, når de er bange, og når de er glade, siger hun.
Før hun fik kælegrise, havde Kristine hørt, at grise er kloge dyr, men hun er alligevel blevet imponeret over, hvor intelligente de er.
- De er ligesom hunde. De lærte hurtigt at sidde på kommando, fordi de opdagede, at de kunne få en belønning ud af det. Men de er også megasnu. Engang gik strømmen i deres hegn, uden vi opdagede det, og så tog grisene ellers på udflugter rundt omkring. Hver gang vi satte dem tilbage i indhegningen, slap de hurtigt ud igen. En dag ringede vores nabo, der bor 800 meter væk, og fortalte, at vores grise gumlede æbler i hans have. De havde simpelthen fundet hele vejen over til hans æbler, griner hun.
En anden ting Kristine har lært om grisene, er, at de har hver deres tydelige personlighed.
- Vi fandt for eksempel hurtigt ud af, at Erling har et særligt stort behov for at blive kløet på maven. Når vi kom hjem, gik han amok og hvinede, indtil vi kom hen og kløede ham. Hvis det stod til ham, skulle han kløes i flere timer om dagen. Mens hans mor, Helle, er derimod langt mere reserveret, fortæller Kristine.
Siden foråret er flere grise kommet til gården ved Aarhus. For Connie har fået unger, og Kristine var med til fødslen, som varede omkring seks timer.
- Jeg var spændt på, om jeg måtte være sammen med hende under fødslen, men hver gang jeg gik ud for lave noget andet, begyndte hun at røre på sig og ryste, som om hun ikke ville have, at jeg gik. Det var som om, at hun ventede på mig, for når jeg kom tilbage, lagde hun sig til rette og fødte videre. Jeg følte ikke, at jeg kunne gå. Jeg fik også lov til at tage imod de små grise og tørre dem af. Det var simpelthen den vildeste oplevelse.
Ifølge Kristine Sloth er det helt fantastisk at have grise, men det har også været forbundet med udfordringer og sorg, fordi flere af grisene er blevet syge og er døde. Heriblandt Connie, som Kristine var særligt knyttet til.
- Det har ikke været uden sorger, for man elsker dem jo. Det er et fantastisk dyr. Har du en dårlig dag og sætter dig ud til dem, bliver din dag bedre. De kan ikke andet end at få dig til at smile. Derfor er det svært at skulle af med dem, når de bliver syge. Men det er en del af gamet, når man har dyr, konstaterer hun.
Grise med særlige egenskaber
En anden, der har knyttet sig til sine kælegrise, er socialpædagogen Majbritt G. K. Larsen. For godt fire år siden flyttede søerne Møffe og Øffe ind på hendes families landsted udenfor Vejle. Her skulle grisene blandt andet hjælpe med at vedligeholde en del af grunden, og – på sigt – slagtes. Majbritt vidste ikke noget om grise, før de flyttede ind, men allerede første aften gjorde de to søer dybt indtryk på hende.
- Da Møffe og Øffe flyttede ind, havde vi ikke nået at bygge en stald til dem. Om aftenen gik min mand og jeg derfor ned på marken for at lave noget læ til dem. Men til vores store overraskelse havde de allerede bygget en rede under et stort træ - en rund og finpakket rede af grene og krat, der mindede om en fuglerede med høje kanter, hvor de kunne ligge beskyttet. De havde selv bygget den på under to timer og placeret den, hvor der er mest læ. Det vidner om, at det er superintelligente dyr, der kan bruge alle deres sanser, når de får lov, fortæller hun.
I timerne op til faring bygger søerne rede. I videoen herunder ser vi soen Møffe i fuld gang med at samle grene og kviste, kun få timer før hun skal føde. At bygge rede er en naturlig del af soens adfærd, men i industrilandbruget bliver hun ofte fikseret mellem metalbøjler før, under og efter faring, så hun ikke kan bevæge sig eller drage omsorg for sine unger.
Video: Majbritt G. K. Larsen
Grisenes evne til at bygge rede er langt fra det eneste, som Majbritt finder særligt ved dem. Siden Møffe og Øffe kom til, blev grisefamilien udvidet med ornen Vagn og flere kuld pattegrise, og hun har lært, at de er sociale, lærende og meget renlige dyr, der holder meget af at putte i deres stald og blive kløet på maven. Deres nærvær og sind har haft personlig betydning for Majbritt, der har været sygemeldt på grund af et arbejdsrelateret overfald.
- Da grisene kom til gården, var jeg både fysisk og psykisk påvirket af overfaldet. Men det har hjulpet mig at være sammen med dyrene, fordi jeg får ro på tankemylderet og kan koble fra de svære ting. Jeg vil nærmest kalde det en slags mindfulness, siger Majbritt.
Majbritt Nielsen kalder det for 'ren terapi for sjælen' at være sammen med kælegrisene. Foto: Vil ikke spise grisene
Den oprindelige plan med grisene var, at de skulle slagtes på sigt, da Majbritt og familien ønskede at blive selvforsynende med kød. Men efter to forsøg på at spise nogle af de grise, der er vokset op på gården, har Majbritt opgivet idéen.
- Jeg troede, jeg ville kunne spise dem, hvis jeg vidste, at de havde haft et godt liv. Men kødet voksede bare i munden på mig, så det kunne jeg ikke. Jeg har faktisk fået sværere og sværere ved at spise grisekød, efter at jeg har fået kælegrise, fortæller hun.
Majbritt har længe været kritisk over for behandlingen af grise i industrilandbruget. Men med den viden, hun har om dyrene nu, har hun endnu sværere ved at forstå, hvordan nogen kan behandle grisene så dårligt.
- Det er så pinefuldt at se og høre om forholdene i det konventionelle landbrug. Især når man ved, hvor kloge grise er. Det er ikke til at bære, siger hun.
Siden Møffe, Øffe og Vagn flyttede ind hos Kristine Sloth og Mikkel havde oprindeligt også planer om at spise deres kælegrise, fordi de gerne ville spise kød fra dyr, der har haft et godt liv. Men det har vist sig mere kompliceret, efter de har fået grisene.
- Hvis dyrene dør af sig selv, kan jeg sagtens spise dem. Men kan jeg få mig selv til at slagte en rask gris? Det ved jeg ikke. Jeg tror, at det ville være nemmere, hvis det var nogle større grise, som ikke er kæledyr på samme måde. Indtil videre køber jeg en gris fra naboen, som jeg ved har haft det godt.
Ligesom Majbritt har Kristine fået ændret sit syn på industrilandbruget, efter grisene er flyttet ind.
- Jeg har altid været forarget, når jeg har set en svinetransport fordi jeg ved, hvor forfærdeligt dyrene har det i det konventionelle landbrug. Men når jeg ser en transporter i dag, synes jeg, det er endnu sværere. For jeg ved, hvad det er for nogle dyr, der bor derinde. Det er kloge dyr, og det er fuldstændig vanvittigt, hvordan vi behandler dem, siger Kristine og tilføjer:
- Jeg får lyst til at sige til folk, der er skeptiske omkring vigtigheden af dyrevelfærd, at de skulle prøve at bo sammen med en gris. Så tror jeg, mange ville fravælge at købe kød fra en gris, der har haft det rigtig skidt.