Lima er en af de første voksne hunde, der har fået et nyt hjem efter den alvorlige sag på Falster, hvor 15 hunde blev reddet fra isolerede forhold. Trods et langt liv uden menneskelig kontakt, venter der hende nu en ny begyndelse i et kærligt hjem.
I oktober overtog Roskilde Internat 15 hunde fra en adresse på Falster, hvor opgaven med at passe dyr var vokset ejeren over hovedet. Hundene havde levet fuldstændig isoleret fra omverdenen, hvilket havde gjort dem skræmte og menneskesky. Selv de mest grundlæggende ting skulle derfor læres helt fra bunden.
En af hundene var Lima – en labradorblanding på knap ti år - der ankom nervøs og utryg med fem små hvalpe ved sin side. Siden da har hun gennemgået en stor forvandling.
Små skridt – store fremskridt
Selvom Lima ved ankomsten var blandt de mere rolige og robuste af de seks voksne hunde, har hendes udvikling krævet både tid og tålmodighed.
De første uger på dyreinternatet fik Lima lov til at koncentrere sig om sine fem hvalpe, mens hun i sit eget tempo vænnede sig til de nye omgivelser.
Først da hvalpene blev adopteret i midten af november, begyndte arbejdet med hendes egen træning for alvor.
- Da hun ikke længere skulle være mor hele tiden, kunne vi i højere grad fokusere på at mærke, hvad hun havde brug for. Hun fandt hurtigt en grundlæggende tryghed hos os, som vi kunne bygge videre på, siger Julie Wedfeldt Nielsen, der er souschef på Roskilde Internat.
I starten havde Lima al sin opmærksomhed rettet mod sine hvalpe, og hun holdt sig mest for sig selv. Først da hvalpene blev adopteret, fik personalet på dyreinternatet for alvor lov til at lære den hengivne hundemor at kende. Foto: Dyrenes Beskyttelse.
I sagen var det især de voksne hunde, som Lima, der krævede den største indsats. Hvor de yngre hunde hurtigt viste nysgerrighed og tilpasningsevne, havde de ældre brug for mere tid, struktur og gradvise introduktioner til alt det, der for mange hunde er helt almindeligt.
- Vi startede helt enkelt med at vænne hende til at være tæt på os og skabe positive oplevelser med menneskelig kontakt. Derefter kom hundesnoren stille og roligt på. I dag kan hun gå tur med sele og snor, og selvom det måske lyder banalt, er det en stor milepæl og resultatet af en lang, målrettet indsats, siger Julie Wedfeldt Nielsen.
Sagen har på mange måder været usædvanlig for dyreinternatet – både i omfang og karakter.
- Det er den største sag, vi har haft i min tid her, og jeg har været på dyreinternatet i fem år. Det er meget sjældent, vi modtager så mange hunde på én gang fra én adresse, fortæller Julie Wedfeldt Nielsen.
Læs også: Fra frygt til tillid: Socialisering af skræmte hunde
Et trygt hjem at øve sig i
I begyndelsen af marts flyttede Lima hjem i pleje hos internatleder Nadja Frandsen. Selvom hun klarede sig fint på dyreinternatet, var det også vigtigt at se, hvordan hun fungerede i et almindeligt hjem – med roligere rammer, færre skift og en mere forudsigelig hverdag.
- Vi kan komme langt med træningen her, men der er meget, vi ikke kan vurdere, før hundene kommer ud i et rigtigt hjem. I socialsager som denne kender vi sjældent deres baggrund, og vi ved ikke, hvordan de reagerer i et hjemmemiljø, forklarer Julie Wedfeldt Nielsen og tilføjer:
- Derfor er pleje et vigtigt redskab - både for hundens udvikling og for, at vi kan lære den endnu bedre at kende og finde det rette hjem til den på sigt.
Lima tog heldigvis godt imod skiftet og fandt en stor tryghed i Nadja Frandsen.
- Det gør en verden til forskel, at hun er i hænderne på nogen, hun kender og stoler på. Vi har på det seneste set hende folde sig ud og vise nye sider af sig selv, siger Julie Wedfeldt Nielsen.
I løbet af de seneste år er der sket en generel stigning i antallet af hunde på dyreinternaterne, og Lima er en del af denne triste statistik. Hundene havner ofte på dyreinternaterne gennem socialsager og private indleveringer. Hunde som Lima har ofte brug for ekstra tid, tålmodighed og omsorg, før de er klar til et nyt kapitel i livet. Foto: Dyrenes Beskyttelse.
Nye begyndelser i vante omgivelser
Efter en måned med pleje og hjemlig omsorg blev Lima omsider klar til at finde et varigt hjem, der kunne tilbyde hende ro, struktur og hjælpe hende med hendes udvikling.
Men da de første adoptionshenvendelser begyndte at tikke ind, blev det hurtigt klart for Nadja Frandsen, at Lima allerede var, hvor hun hørte til - nemlig hos hende.
- I løbet af den sidste måned, har Lima knyttet sig til mig, og jeg har ligeledes knyttet mig til hende. Det har været en lang og tidskrævende proces at opbygge den tillid og tryghed, vi har i dag. Da det blev realitet, at hun skulle have et nyt hjem, kunne jeg mærke, at det føltes forkert at bryde vores bånd, fortæller hun.
Nadja Frandsen valgte derfor at lytte til sin mavefornemmelse og sit hjerte og adoptere Lima, som har fundet sig godt til rette i familiens hjem - og omsider også kan kalde det sit eget.
Lima er den anden af de voksne hunde fra sagen, der forlader dyreinternatet i Roskilde. To følger snart efter, mens to fortsat er under træning.
Læs også: Du adopterer en historie
Dyrene på vores internater er et produkt af deres tidligere oplevelser, og vi gør derfor rigtig meget for at sikre, at hvert dyr kommer videre til det helt rigtige - og ikke mindst sidste - hjem. Foto: Dyrenes Beskyttelse.
Måske er I det perfekte match til et af vores mange svigtede internatdyr, som venter på nye, kærlige hjem? Dyrene på vores internater kommer ofte med en bagage på grund af deres tidligere oplevelser. Vi gør derfor rigtig meget for at sikre, at hvert dyr kommer videre til det helt rigtige og ikke mindst sidste hjem.