Dyreunger giver travlhed

En natugleunge uden uglemor, et rålam, der trykker sig i græsset eller en pindsvineunge alene på tur. Mange af de opkald, der kommer til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, kommer fra bekymrede borgere, der har set en dyreunge i nød.

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 har i den grad indlejret sig i danskernes bevidsthed som det nummer, man skal ringe til, hvis man ser et dyr i nød, og heldigvis er mange meget opmærksomme, når dyreungerne begynder at komme frem, siger Camilla Jensen, leder af Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.

Opkaldene om dyreunger står for 16 pct. af det samlede antal sager til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812, og det høje tal viser, at dyreungernes ve og vel i den grad står danskernes hjerte nær.

I mange tilfælde kan medarbejderen i vagtcentralen hjælpe den bekymrede borger med at finde den rette løsning, og hvis dyreungen skal plejes, kommer den på en af Dyrenes Beskyttelses vildtplejestationer. Her tager dygtige frivillige sig af at hjælpe de nødstedte
unger så hurtigt som muligt tilbage i naturen.

Men i lige så mange andre tilfælde har dyreungerne ikke brug for menneskelig hjælp, forklarer biolog i Dyrenes Beskyttelse Michael Carlsen:

Langt størstedelen af de dyreunger, der ligger alene, er ikke i nød. De ligger og gemmer sig, mens de venter på, at deres mor kommer tilbage. Mange dyreunger er ofte ude på egen hånd, og det kan man nemt forveksle med, at ungen er i nød.

Dyreunger på solotur er ikke i nød

Mange af opkaldene til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 om dyreunger handler om, at dyreungerne ligger alene i græsset eller er på solotur. Men unger, der er alene, er ofte ikke i nød. En hare har fx ikke nogen hule eller rede, og harekillingen ligger derfor det meste af døgnet på et tørt beskyttet sted omgivet af højt græs. Den ser kun sin mor én gang i døgnet, nemlig når den går hen til et
mødested, hvor moren ammer harekillingen og dens søskende. Moren ser kun sine unger få minutter hvert døgn, for det er hendes måde at beskytte dem for farer.

Harekillingen tilbringer størstedelen af døgnet alene, hvilket får velmenende folk til at tro, den er forladt. Men moren beskytter derimod ungen ved ikke at lede eventuelle farer hen til den på andre tidspunkter, end når den skal die. En enlig harekilling er derfor
ikke i nød, men venter på at skulle mødes med moren, forklarer Michael Carlsen.

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 havde i 2018 601 sager om harekillinger i nød. Og en stor del af dem handlede om, at harekillingen lå alene i græsset. Ikke kun harekillinger, men også rålam ligger ofte alene i græsset. Det gør de i april, maj og juni, hvor de stadig er lidt ustabile på benene og derfor ligger og venter på deres mor, som er ude at lede efter mad. En gang imellem kan rålammet kalde på moren, og det kan vi mennesker tolke, som at ungen er i nød:

Mange bekymrede borgere tror, de hjælper ungen ved at holde øje med den, indtil moren kommer tilbage. Men hun vil kun sjældent nærme sig sin unge, hvis der er mennesker i nærheden. Derfor hjælper man rålammet bedst ved ikke at komme mellem ungen og
moren, siger Michael Carlsen.

Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 havde i 2018 160 sager om rålam, der lå alene. På de danske strande kan man en gang imellem møde en sælunge, der ligger alene. Sælungen er højst sandsynligt blevet væk fra sin mor, men de finder næsten altid hinanden igen, og sælungen er derfor ikke i nød. Ligesom moren til rålammet vil sælmoren også holde sig væk fra ungen, hvis der er mennesker omkring ungen. Sæler er følsomme overfor menneskers støj og tilnærmelser, når de skal hvile sig. Derfor er det vigtigt at give sælungen og moren fred og ro til at finde hinanden igen.