Hund på internat
En hvalp er til undersøgelse på Dyrenes Beskyttelses klinik ved modtagecenteret for flygtninge i Medyka

Dyrenes Beskyttelse rykker ind ved flygtningecenter

Den mobile dyrlægeklinik yder nu også hjælp til flygtninge med kæledyr ved modtagecenteret i Przemyśl. Samtidig fortsætter støtten til organisationerne, der arbejder med evakuerede dyr ved grænsen

Skrevet af:
Søren Krogsgaard

Dyrenes Beskyttelses mobile klinik hjælper nu også flygtninge med kæledyr ved modtagecenteret i den polske by Przemyśl nær grænsen til Ukraine. Der er opstillet et større telt på pladsen foran det nedlagte varehus, hvor ukrainske flygtninge mellemlander, lige efter at de har krydset grænsen.

- Tingene går hurtigt hernede, så på et par dage har vi fået sat et telt op og er i gang med at tjekke og behandle ukrainske flygtninges dyr, siger Regitze Andersen, Dyrenes Beskyttelses dyrlæge på stedet. 

To ud af tre ukrainske flygtninge bliver modtaget i Polen, og grænseovergangen i næheden af Przemyśl er blandt de travleste. Derfor er modtagecenteret stadig godt fyldt op - også med kæledyr. Hjælpen fra Dyrenes Beskyttelse kommer på opfordring af polske Røde Kors, der hjælper flygtninge i centeret. 

- Jeg havde allerede været inde i modtagecenteret for at hjælpe ukrainere med deres dyr - blandt andet en kat, der skulle føde. Det gør et stor indtryk, og jeg er glad for, at vi kan hjælpe dem, siger Regitze Andersen. 

Det er små to uger siden, at Regitze Andersen og en dyrehjælpskoordinator blev sendt til Polen. Indtil nu har de assisteret dyreværnsorganisationen Centaurus, der gør et kæmpe arbejde med evakuerede og uledsagede hunde og katte fra Ukraine. En indsats som foreningen Fair Dog også har støttet massivt med blandt andet foder, udstyr og frivillige.

- Det har været utroligt at se, hvordan at hjælpen strømmer til fra så mange steder, siger Regitze Andersen, der også arbejder sammen med såvel polske og frivillige danske, dylæger ved grænsen.  

Færre dyr evakueres til Polen
Siden krigens start er der følge Dyrenes Beskyttelse kommet lige så mange uledsagede hunde og katte over grænseovergangen, som der er kommet kæledyr med flygtninge. Det er som regel kæledyr, der er efterladt på overfyldte internater i Ukraine af ejere på flugt. Men i sidste uge skærpede de polske myndigheder grænsekontrollen for at sikre, at samtlige kæledyr ledsages over grænsen af deres ukrainske ejere - ligesom resten af EU-landene. Det betyder, at færre dyr evakueres over grænsen.

Mens dyreværnsorganisationen Centaurus arbejder på at flytte hjælpen over på den ukrainske side af grænsen, bruger Dyrenes Beskyttelse ressourcer på at hjælpe med dyrlægehjælp ved modtagecenteret for flygtninge.   

- Vi hjælper, hvor vi kan på vegne af alle danske dyrevenner, siger Regitze Andersen. 

Nedenfor er der billeder af krigens dyr og nogle af de mange folk, der hjælper ved grænsen. 

 

Mange gode kræfter hjælper krigens dyr


Dyrlæge Regitze Andersen laver et sundhedstjek af en hund ved modtagecenteret for evakuerede dyr sammen Philip, en af de mange danske frivillige, der er taget ned for at hjælpe dyreværnsorganisationen Centaurus, der driver stedet.  

Det var den danske forening Fair Dog, der gjorde Dyrenes Beskyttelse opmærksom på behovet for hjælp til evakuerede dyr ved den polske grænse. Her hjælper Dyrenes Beskyttelses dyrlæge en hund sammen med Tina Bjick, en anden dansk dyrlæge som er taget til grænsen i samarbejde med Fair Dog.  

Dyrenes Beskyttelse har spredt budskabet om muligheden for dyrlægehjælp i området. Her er Regitze Andersen kaldt ud til en lagerbygning, hvor en flok evakuerede katte har fået plads

En frivillig fra Centaurus flytter en kat over i en af de opvarmede containere, som er sat op uden for en nedlagt gård for at kunne huse de mange evakuerede dyr. 

Bernt Gotfredsen, Dyrenes Beskyttelses dyrehjælpskoordinator, hjælper til på den mobile klinik og holder øje med, hvad foreningen ellers kan gøre for at understøtte de mange gode kræfters arbejde med krigens dyr'

 

  • Del artiklen på: