En ny, fælles strategi for dyrevelfærdsorganisationer skal skabe globale forbedringer for dyrevelfærden, hvis det står til World Federation for Animals, som lige nu afholder bestyrelsesmøde i London.
Dyrenes Beskyttelse har som medlem af World Federation for Animals (WFA) - en sammenslutning af førende dyrevelfærdsorganisationer fra hele verden - i dag skrevet under på en fælles strategi, der skal forbedre vilkårene for alle dyr og stoppe den verdensomspændende udnyttelse af dyr.
Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse, sidder som WFA’s præsident for bordenden, når organisationen i disse dage samler verdens førende dyrevelfærdsforkæmpere til det første fysiske bestyrelsesmøde.
”Jeg er så umådelig stolt over, at førende dyrevelfærdsorganisationer har fundet sammen på tværs af forskellige synspunkter, erfaring, størrelse og vision for at sætte rammen for fremtiden dyrevelfærdsarbejde, så dyrene endelig kan blive anerkendt i toppen af international politik. Nu skal vi gå i samlet flok mod at få skabt reelle forbedringer for dyrevelfærden. Vi er oppe imod nogle store, magtfulde interesser, men derfor er det kun endnu vigtigere, at vi nu taler med en fælles stemme,” siger Britta Riis, som var initiativtager til WFA og derfor også har været med helt fra starten.
”Det har ikke altid været nemt. Corona har været et benspænd men på mange måder også en gave, for vi er blevet tvunget til fra organisationens spæde start at arbejde sammen digitalt på tværs af landegrænser og tidszoner. Den omstilling får vi gavn af nu og fremadrettet, når vi skal arbejde sammen om fælles dagsordner,” siger hun.
Ny, fælles strategi for global dyrevelfærd
Med den nye, fælles strategi skal 168 dyrevelfærdsorganisationer frem mod 2030 arbejde sammen for at sætte dyrevelfærd på den internationale dagsorden, når store instanser som fx FN sætter mål for en bæredygtig fremtid. Strategien sætter ambitiøse mål fra starten, blandt andet:
- FN skal anerkende betydningen af dyrevelfærd og dedikere ressourcer til området, herunder at integrere dyrevelfærd i nuværende og kommende bæredygtighedsprincipper,
- Styrkelse af nuværende og fremtidig international sundheds- og miljøpolitik ved at integrere dyrevelfærd i globale aftaler om biodiversitet, klimaforandring og forurening, samt ny international aftale om forebyggelse af pandemier,
- International handel og handelsaftaler, samt investeringer, tilskud og statslige støtteordninger, skal bidrage til at højne dyrevelfærd og må ikke forringe den.
”Den fælles strategi er en milepæl for dyrevelfærdsbevægelsen. Med den i ryggen kan vi skabe forandring, som ingen af os kunne skabe på egen hånd,” siger Britta Riis.
World Federation for Animals
I december 2019 blev en række nationale, regionale og internationale dyrevelfærdsorganisationer enige om at arbejde sammen for at tale dyrenes sag på den internationale, politiske scene. Et år senere så WFA dagens lys, en international organisation med hovedsæde i Boston, USA, og rådgivende status i FN. Siden har mere end 150 organisationer tilsluttet sig for at give dyrene en stor, fælles stemme.
WFA’s grundlæggere er Dyrenes Beskyttelse, Africa Network for Animal Welfare, Animals Australia, American Anti-Vivisection Society (AAVS), Asia for Animals Coalition, The Brooks Institute, Compassion in World Farming, Cruelty Free International, Deutscher Tierschutzbund, Durens Rätt, Eurogroup for Animals, Fondation Brigitte Bardot, FOUR PAWS, GAIA, Mercy for Animals, RSPCA, World Animal Net, World Animal Protection, og World Horse Welfare.