Dyrene i Danmark har ingen stemme i retssystemet. Det vil jurist Søren Stig Andersen og Dyrenes Beskyttelse lave om på.
– Dyrene har ingen stemme i retssystemet. De har ingen repræsentation, siger Søren Stig Andersen og sammenligner:
– På miljøområdet har grønne organisationer lovsikrede muligheder for at varetage naturens interesser, men hverken dyrevelfærdsorganisationer eller andre har en tilsvarende formel adgang til at varetage dyrs interesser.
Jurist for dyrene
Han forklarer, at problemet ikke er mangel på dyrevelfærdslovgivning. Problemet er derimod, at dyrene jo ikke selv kan føre retssager eller klage over myndighedernes afgørelser, og det er svært, hvis ikke ligefrem umuligt for andre at gøre det på deres vegne, sådan som retssystemet er skruet sammen i dag. Dyrene har ganske enkelt ingen talsmand eller værge, som kan varetage deres retlige interesser.
Søren Stig Andersen er jurist. En uddannelse, som han valgte for dyrene. Siden har han været i Justitsministeriet, Miljøstyrelsen, dommerfuldmægtig i blandt andet Højesteret og konstitueret landsdommer.
Sideløbende har han været tilknyttet Københavns Universitet, har taget en ph.d. og har senest været ansat ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi. Her bugner hans videnskabelige udgivelser af dyr. Fra ’Skilsmissehunden – om familiedyrenes placering i familieretten’ til ’Græsning og friluftsliv:
Dyrevelfærdsregler for græssende dyr’. Under interviewet peger han også på sin seneste udgivelse: 400 sider med lovkommentarer til hver enkelt paragraf i dyrevelfærdsloven.
Dyrene i dansk ret
Sammen med Dyrenes Beskyttelse er han nu i gang med et projekt, der skal kortlægge dyrenes manglende repræsentation i Danmark, og hvordan andre europæiske lande har forsøgt at sikre dyr retslig repræsentation. På den baggrund skal projektet lede frem til mulige løsningsmodeller, der kan rette op på situationen i Danmark – og gerne i hele EU.
– Drømmen er at få regler for dyr svarende til Århuskonventionen, som muliggør, at civilsamfundet, altså borgere og organisationer, kan tage miljøbeskyttelsesspørgsmål op, siger han og nævner Lærkesletten på Amager som en sag blandt mange, der er rejst af borgere eller organisationer på naturens og biodiversitetens vegne. Her rejste en borgergruppe en sag mod byggeri på naturområdet Lærkesletten, med henvisning til at det er i strid med reglerne for beskyttelse af vandsalamander.
– Hvis det er et EU-retsligt anliggende, der eksempelvis berører habitatdirektivet, så skal de danske domstole i sidste instans spørge EU-Domstolen om, hvordan reglerne skal fortolkes, og alle lande er forpligtet til at følge EU-Domstolens fortolkning og afgørelser. På habitatdirektivets område er der masser af afgørelser at henholde sig til, men der er ingen om dyrevelfærd.
I Danmark er der ikke nogen, der er gået til en dansk domstol og har rejst en sag på dyrenes vegne, siger han, og det er sagens kerne: At det kan være svært at gøre, fordi den, der vil rejse et spørgsmål i retssystemet, som udgangspunkt selv skal have retlig interesse i sagen.
– Selv hvis Dyrenes Beskyttelse anmelder en overtrædelse af dyrevelfærdsloven til politiet, får organisationen ingen særlig status i sagen. Modsat sager med menneskelige ofre, hvor der blandt andet er mulighed for at klage over politiets og anklagemyndighedens dispositioner, er der ingen repræsentation af ofret – som er dyret.
Søren Stig Andersen på besøg hos fårene på Elmegaarden. Det nære møde med dyrene på deres præmisser er en vigtig drivkraft for hans arbejde med at styrke den retslige beskyttelse af dyr. Elmegaarden er et fristed for dyr, der er reddet fra produktionen.
Lovene lever ikke
Måske er du en af dem, som har tænkt: Hvordan kan det være lovligt, at 85 procent af de æglæggende høner brækker brystbenet ved æglægning, sådan som forskningen viste i 2021?
Eller: Hvorfor er der ikke nogen, der griber ind og håndhæver forbuddet mod rutinemæssig halekupering af grisene i danske industristalde, hvor over 95 procent af alle grise får klippet halerne af, selv om det som udgangspunkt er forbudt i EU og efter dansk lov?
Søren Stig Andersen har behandlet netop de spørgsmål i et bidrag til en antologi om, hvordan forskellige lande håndterer retlige dyrevelfærdsspørgsmål. Det viser igen, at det ikke er loven, men snarere adgangen til at sikre håndhævelsen af den, som mangler. Det er med andre ord dyrenes status i retssystemet og dermed dyrenes retssikkerhed, der mangler.
Spørg domstolene - for dyrene
– Paragraf 3 i dyrevelfærdsloven siger blandt andet, at den, som holder dyr, skal behandle dem omsorgsfuldt og i overensstemmelse med dyrets adfærdsmæssige behov, og paragraf 2 siger, at dyr skal beskyttes mod smerte, lidelse, angst og væsentlig ulempe. Men hverken dyrevelfærdsloven eller de direktiver og bekendtgørelser, der skal beskytte grise og høns, har været afprøvet ved domstolene i spørgsmålene om halekupering og brystbensbrud, selv om det er tvivlsomt, om gængs praksis er i overensstemmelse med reglerne, siger Søren Stig Andersen.
Hvordan kan paragraffer komme længere end til papiret og blive til beskyttelse i praksis af dem, som loven er lavet for, altså dyrene?
– Det kræver, at der er nogen, der rejser spørgsmålene på dyrenes vegne ved domstolene, og at domstolene føler sig forpligtet til at realitetsbehandle sagerne, siger Søren Stig Andersen og tilføjer:
– Der er tale om en opgave, der ikke kan løses tilfredsstillende ved hjælp af politianmeldelser, sådan som systemet i dag er skruet sammen.