Anders Vistisen (DF) er medlem af EU-Parlamentet. Han vil forbyde pelsdyrproduktion i hele EU og give dyrene en kommissær, så de ikke længere er underordnet landbrug og det indre marked, hvor der lovgives om dyrene som produkter.
Opd. 2024-06-13: Dyrevelfærden sejrede til europaparlamentsvalget. Se valgresultatet her
– De første uger efter valget er de allervigtigste for os som parlamentarikere, fordi vi kan tage kommissærerne i ed på dyrevelfærden, siger Anders Vistisen, spidskandidat for Dansk Folkeparti til EU-Parlamentet.
De nye kommissærer skal nemlig godkendes af parlamentet efter en høring i det udvalg, som beskæftiger sig med den kommende kommissærs felt. Anders Vistisen vil gå efter at få en kommissær, der har direkte ansvar for dyrevelfærd.
– Det skal være en kommissær, som står til ansvar for dyrevelfærd både over for parlamentet og som del af sin politiske profil. Det vil også give den kommissær mandat til at foreslå lovgivning for dyrene og blive målt på det. I dag er dyrevelfærd hele tiden junior i forhold til andre områder, for eksempel landbrug eller det indre marked, hvor dyrene betragtes som produkter, forklarer han.
Stop for minkenes uværdige liv
Blandt de løfter, som Anders Vistisen gerne vil have en kommissær til at forpligte sig på, er et forbud mod pelsproduktion i hele EU.
– Nu har vi jo næsten ingen mink tilbage i Danmark, og vi er i gang med at betale for at nedlægge den industri i Danmark. Så det giver ingen mening at genopbygge den, siger han, som er ved at lægge sidste hånd på et EU-dyrevelfærdsudspil fra Dansk Folkeparti. I udspillet står der: ”Mink, der avles til pelsproduktion, lever et formålsløst og kummerligt liv, indespærret i små bure, indtil de aflives” og ”denne industrielle udnyttelse af dyr for deres pelsskind er i strid med Dansk Folkepartis værdier om respekt for dyreliv og dyrenes værdighed”.
“Den industrielle udnyttelse af dyr for deres pelsskind er i strid med Dansk Folkepartis værdier om respekt for dyreliv og dyrenes værdighed”
Anders Vistisen, Dansk Folkeparti
Dyr skal ikke køres langt væk
Anders Vistisens engagement i dyrevelfærd stammer helt tilbage fra en opvækst på landet i en lille landsby mellem Skive og Herning og en politisk opvækst i Dansk Folkepartis ungdomsafdeling.
– Vi var det første parti, der fik en dyrevelfærdsordfører, fremhæver han. Blandt de andre mærkesager på partiets og kandidatens liste er en grænse for transport af levende dyr i EU.
– Dyrene skal opfostres og slagtes i nærområdet. De skal ikke transporteres i lange, varme transporter ned gennem Europa eller ud af Europa, siger han og understreger, at der derfor er brug for lovgivning, som gælder i hele EU, så der ikke opstår konkurrence på laveste fællesnævner for dyrene. Otte timers transport er det maksimale, han kan gå med til at stemme for. Han så allerhelst, at det var endnu kortere.
Kriserne kommer i vejen
Anders Vistisen har taget turen fra Herning til Bruxelles mange gange. Familien med tre børn er hjemme og har vænnet sig til at indrette hverdagen efter EU-arbejdet siden 2014, hvor Anders Vistisen første gang blev valgt til parlamentet.
– I al den tid har EU-Kommissionen udskudt dyrevelfærd. Der kommer hele tiden kriser i vejen. Senest coronakrisen og nu en økonomisk krise i blandt andet Frankrig og Spanien, som har ført til landmænds protester i Bruxelles gader. Traktorerne er blevet symbolet på protesterne fra mange andre end landmændene. Derfor er det vigtigt at få genskabt tilliden til, at politikerne kan skabe økonomisk tryghed. Det er svært at tale om dyrevelfærd, så længe folk oplever, at de kæmper for at overleve, siger Anders Vistisen, inden han skal videre med sin kampagne i Danmark. Det korte stop på en café i nærheden af Nørreport Station er slut.