Den rekordvarme vinter rykker rundt på både planters og insekters liv. Konsekvensen kan være flere insekter på en sæson og nye arter.
Det har været en meget mild og lun vinter. Gennemsnitstemperaturen har ligget på omkring 5 grader, og det har derfor været den varmeste vinter i Danmark siden man begyndte at måle i 1874.
”De lune temperaturer ændrer levevilkårene for både planter og dyr. Der er eksempelvis allerede god gang i flere forskellige arter af natsommerfugle, som eller normalt først dukker op senere på året,” fortæller Michael Carlsen, biolog ved Dyrenes Beskyttelse
Insekterne er allerede aktive
Normalt kommer der først rigtig gang i insekterne i løbet af april, når temperaturen begynder at stige. I år kan det sagtens være, at det allerede begynder at ske i løbet af marts.
Insekter er nemlig exoterme dyr, hvilket betyder at de holder den samme temperatur som den luft der omgiver dem. Jo hurtigere det bliver varmt, jo hurtigere vil mange af dem blive aktive. Når insekterne bliver aktive, begynder deres livscyklus, som handler om at vokse, spise og formere sig.
”Når insekterne starter deres aktiviteter tidligere, betyder det for nogles vedkommende at en insektart kan nå at gennemleve flere generationer end normalt på et år. Hvis det sker, vil der ikke være et større antal insekter i luften samtidig, men der vil være insekter over længere tid af året,” forklarer Michael Carlsen.
Et eksempel er mariehøne-bestanden som kan nå at toppe allerede i det tidlige forår, og derefter en gang til i løbet af sommeren. Et andet eksempel er citronsommerfuglen som normalt kan spottes i løbet af marts, men som allerede er blevet set.
Planterne spiller en vigtig rolle
Insekter lever dog ikke af varme alene. Hvis de skal leve fra tidligt forår til sen sommer, er det altafgørende at der er planter og blomster i perioden som de kan leve af.
”Hvis du gerne vil tiltrække masser af insekter i haven, så er det vigtigt at du har et stort udvalg af hjemmehørende planter. Det kan være piletræer, brændenælder og mælkebøtter. De insekter som er mest almindelige og mest udbredte, stiller ikke så store krav til hvilke planter de lever af, mens andre er meget kræsne. Derfor er det vigtigt at have mange forskellige planter i sin have,” afslutter Michael Carlsen.