Når Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S (SKI) offentliggør deres udbudsmateriale fredag den 20. januar er buræg ikke længere tilladt. SKI sender derfor et meget klart signal om, at buræg er en saga blot.
Når de indkøbsansvarlige i de offentlige storkøkkener i 77 kommuner, to regioner og tre øvrige offentlige organisationer fremover skal bestille varer via SKI, kan de kigge langt efter buræg og produkter baseret på buræg.
I udbuddet er der nemlig medtaget krav i form af forbud imod buræg, både når det gælder hele æg, kogte og pillede æg, æggehvider, blommer og æggestand.
Årsagen til at buræg er droppet i det nye udbud er, at de offentlige indkøbere ønsker dem fjernet samtidig med, at SKI ønsker at understøtte tendensen i markedet. Ifølge Chef for CSR og Bæredygtighed i SKI, Katrine Pape Huldahl er beslutningen ”en naturlig følge af den udvikling der gennem de sidste 10 år er sket i Danmark ift. buræg”.
”Det er fantastisk, at SKI med beslutningen om at droppe buræg sender et signal til sine leverandører om, at god dyrevelfærd i dag og i fremtiden vil være et væsentligt bæredygtighedsparameter i SKI’s indkøbspolitik,", siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse
Men de gode takter stopper ikke der: SKI har nemlig suppleret med en række tiltag, der understøtter bæredygtige indkøb af fødevarer, herunder krav om synliggørelse af mærker fx dyrevelfærdsmærker på alle de produkter, der har opnået disse, så de bæredygtige alternativer er tilgængelige og synlige for deres kunder. Dertil øges økologiandelen i sortimentet hos SKI fra 18% til 24%.
”Til trods for at de mange dyrevelfærdsmærker kan forvirre mere end de gavner, så er det et rigtig vigtigt tiltag, at de offentlige indkøbsansvarlige nu også får mulighed for at købe ind efter god dyrevelfærd, når de vælger, hvad der skal bruges i storkøkkener over hele landet. Det kan potentielt komme rigtig mange dyr til gode. Hvis indkøberne vel og mærke går efter den højeste dyrevelfærd”, siger Britta Riis.
Det lange seje træk
Buræg har i over 40 år været en af Dyrenes Beskyttelses mærkesager. Burhøns lever et liv på meget begrænset plads, hvor en høne kun har plads svarende til godt og vel et A4-ark, hvilket gør det svært at udfolde nogen som helst naturlig adfærd, herunder bare at strække vingerne.
Med Dyrenes Beskyttelses Ægtivist-kampagne og opbakning fra danske forbrugere lykkedes det i perioden 2013-2020 at få dansk detailhandel til at fjerne buræg fra hylderne samt udfase brugen af skjulte buræg i produkter produceret under egne varemærker. Mange fødevareproducenter, kantiner og hoteller valgte også i den periode at droppe buræg. Det var en stor sejr for dyrevelfærden, og antallet af burhøner i Danmark er sidenhen faldet drastisk.
De skjulte buræg
Men der er stadig cirka en halv million burhøns i Danmark. Selvom buræggene stort set er væk fra hylderne i de danske supermarkeder, sælges der stadigvæk buræg i Danmark. Buræg kan fortsat være skjult i forarbejdede fødevarer som f.eks. pasta, mayonnaise og kager. For helt at undgå de skjulte buræg i forarbejdede fødevarer skal man vælge økologiske fødevarer.
Med den seneste udmelding fra Staten og Kommunernes Indkøbsservice A/S bliver risikoen for at få serveret buræg i kantiner, restauranter i de offentlige køkkener uden at vide det nu væsentlig mindre.
Katrine Pape Huldahl, SKI udtaler at ”skjulte buræg ønsker vi bestemt udfaset af aftalens produkter, men det kan være vanskeligt at skaffe den nødvendige dokumentation fra leverandøren for de produkter, hvor tilsat æg udgør en meget lille andel. Det er bestemt noget, vi har fokus på, og vi udbyder også økologiske alternativer, som vores offentlige kunder, kan tilvælge”.
Et forbud - lige ved og næsten
Når så stor en spiller som SKI melder buræggene ude, bør det være et meget kraftigt signal til vores politiske niveau om at følge trop. Og vejen er ikke så lang, som den har været.
I slutningen af september 2022 meddelte daværende fødevareminister Rasmus Prehn, at han vil forbyde produktion af buræg i Danmark. De politiske forhandlinger om den konkrete udformning af en forbudsordning og efterfølgende høring udestod dog stadig, da valget blev udskrevet.
Forbuddet imod buræg må således stå helt forrest i køen i det nye Folketing, så vi langt om længe kan få sat en endelig dato for udfasningen af de trange bure.
Både befolkningen og fødevarebranchen er tydeligvis parate.
Dyrenes Beskyttelse arbejder for, at overgangsperioden bliver så kort som overhovedet muligt og fortsætter med at sætte fokus på de skjulte buræg.