Dyrenes Beskyttelses internat i Brande fandt i 2022 nye hjem til flere dyr end nogensinde før. Året har været travlt og særligt flere store hundesager har fyldt meget.
Brande Internat har slået rekord, når det kommer til at finde nye hjem til dyrene. I 2022 sikrede internatet nye hjem og kærlige hjem til 1622 dyr. Det er 11 procent flere dyr end i 2021. Det høje tal betød også, at personalet løb meget hurtigt i perioder.
- 2022 var et udfordrende år. Jeg havde ærligt talt aldrig forestillet mig, at vi kunne finde nye hjem til så mange dyr, siger Brian Karlsen, internatleder på Brande Internat.
Travlheden fra Brande Internat afspejler udviklingen på landsplan, hvor Dyrenes Beskyttelses ti internater satte rekord med 9085 formidlede dyr – 12 procent flere end i 2021.
Flere store hundesager
Året på internatet var præget af flere store hundesager hvor internatet togimod mange hunde på en gang. Året startede med en stor hundesag, hvor 17 golden retrievere ankom fra et dødsbo. Flere af hundene var faretruende tynde, og internatet brugte derfor lang tid på at gøre dem klar til nye hjem. I slutningen af året kom der 16 hvalpe fra et andet hjem, som skulle hjælpes videre. Sådanne sager skaber spidsbelastninger, lyder det fra internatlederen.
- Det kræver utrolig meget af personalet, når der kommer mange hunde på en gang. Og det er tit hunde, der har brug for særlig pleje. Men det er blevet knoklet for dyrene, hvilket også afspejles i tallene, siger Brian Karlsen
Hundesagerne resulteret i, at 135 hunde i 2022 fik et nyt hjem fra Brande Internat, mod kun 67 hunde i 2021. Ud over hundene, så fyldte kattene rigtig meget og internatet fandt hjem til 1262 katte i 2022.
Venteliste for indlevering af hunde
Samtidig med de store hundesager har flere private hundeejer også ønsket at indlevere hunde.
- Vi har flere gange haft ventelister for folk, der gerne ville af med deres hunde. Det kan der være flere grunde til, men vi er bekymrede for, at økonomien kan have en indflydelse på, at folk forsøger at komme af med deres dyr., siger Brian Karlsen.
Selvom flere dyr har fået et nyt hjem i 2022, så er der stadig mange dyr på internaterne i Danmark - og heriblandt på Brande. Brian Karlsen håber derfor, at midtjyderne fortsat vil tænke på internatet, hvis familien skal udvides med et kæledyr.
- Vi er enormt taknemmelige for, at folk generelt tænker på os når de skal have et nyt familiemedlem. Det er med til at gøre, at vi kan hjælpe så mange dyr som vi kan, siger Brian Karlsen.