Dyrenes Beskyttelses internat på Fyn fylder 10 år. Det fejres med åbent hus søndag d. 16. juni med skattejagt, rundvisning og loppemarked.
I 10 år har dyrevenner og ildsjæle hjulpet svigtede og hjemløse dyr, når de var i nød. Hver eneste dag, gennem de sidste 10 år, har dyreinternatet på Fyn taget sig af katte, hunde, kaniner, fugle og andre familiedyr.
Det fejres nu med en fødselsdagsfest for hele familien, når Fyns Internat slår dørene op til åbent hus og fejring søndag d. 16. juni klokken 11-16.
- Jeg har været med fra starten, så jeg er meget stolt af denne dag. Det er en gave at arbejde med dyr, men også alle de mennesker, der ligesom jeg brænder for at gøre en forskel. Jeg håber derfor, at vi ser en masse af de skønne mennesker, som gennem tiden har været knyttet til internatet på den ene eller anden måde, siger Lene Frahm, internatleder på Fyns Internat.
Lene Frahm har været ansat siden december 2013, hvor dyreinternatet var et byggeri på en våd lermark i Ejby, på Fyn. I dag tæller dyreinternatet 40 ansatte og 380 frivillige.
- Vi har haft tusindvis af dyr igennem, og dyreinternatet er virkelig et sted med mange følelser, men også et sted med mange sejre. Og jeg er personligt slet ikke færdig med at kæmpe for dyrene, siger Lene Frahm.
Rundvisning, skattejagt og loppemarked
Dagen byder på rundvisning og mulighed for at møde nogle af de dyr, som venter på nye hjem. Derudover vil der også være personale, man kan snakke med, både frivillige og internatpersonale, som kan fortælle mere om hverdagen på et dyreinternat. Der vil også være loppemarked, hvor man kan gøre et kup, samt en skattejagt for børn og barnlige sjæle. Derudover er Royal Canin til stede, så man kan høre mere om forskellige typer foder.
- Vi vil gerne give alle vores støtter en hyggelig dag, hvor man kan blive meget klogere på, hvad et dyreinternat er for en størrelse, og vi håber at se så mange dyrevenner som muligt, siger Lene Frahm.
Ud over de mange aktiviteter vil der også være salg af kaffe, te og is. Se mere om arrangementet her.