Smågrisene smutter rundt mellem stammer og grene i markskellet. Som en fiskestime. I samlet flok og rykvis. De nærmer sig nysgerrigt og vipper med trynerne, tager fært, indgiver hinanden mod. For så pludseligt at vende omkring og styrte afsted. For sjov. Sådan ser det i hvert fald ud. Måske bare fordi de kan. De har masser af plads, og lungerne fyldt med frisk luft. Selv om der er i alt 250 søer med smågrise på marken, er der ingen spor af den ramme lugt, som de fleste forbinder med en større svineproduktion.

siger gårdejer Nikolaj Pedersen, som har 650 søer på Stenager Økogris, der opdrætter mellem 15.000 og 16.000 økologiske slagtegrise om året. Grisene er Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse’.

Nikolaj Pedersen er vokset op med udendørs griseliv hos sine forældre, der bor under 20 kilometer væk. I 1996 købte han selv Stenager og lagde om til økologi i 2001. Gården ligger tæt på Klelund Plantage og omtrent midt mellem Kolding og Varde.

MERE MORTID GIVER STÆRKERE GRISE

”Jeg har prøvet at passe grise indenfor i stalde og besluttede hurtigt, at det kunne mit helbred ikke holde til i de næste 30 år. Jeg vil hellere arbejde med grisene udenfor og give dem plads og luft og holde dem sunde og raske, hellere end at behandle dem for sygdomme,” siger Nikolaj Pedersen, mens han klør en af smågrisemødrene på ryggen.

Soen er kommet hen for at hilse. Vi er taget ud på marken for at besøge de søer, som står for produktionen. Søerne har hytter med et tykt lag halm i hver deres indhegning, som giver dem rig mulighed for at bevæge sig rundt. Deres smågrise løber under den eltråd, som adskiller søerne, og løber rundt sammen i ungdomsflokke. De bliver først fravænnet og altså adskilt fra soen, når de er otte uger. På den tid når de at vænne sig gradvist til at spise fast foder, og det er faktisk lidt af et hit i forhold til den tidligere fravænning, som praktiseres i konventionel griseproduktion, hvor pattegrise oftest tages fra moderen allerede efter tre uger, og i den økologiske, hvor kravet er, at pattegrisene er syv uger hos moderen.

”Det er nemmere at lade soen passe sine grise. Det betyder, at grisen er større og stærkere, når vi fravænner den, og at dens tarmsysten ikke er skadet, så vi har slet ikke problemer med diarré hos fravænnede grise,” siger Nikolaj Pedersen.

Diarré hos pattegrise er et udbredt problem i industriel produktion, fordi pattegrisene tages fra somælken, inden deres maver er klar til fast føde.

Nikolaj Pedersen er ikke i tvivl om, at senere fravænning af pattegrise er den rigtige vej at gå og står gerne på mål for at spå at:

”Inden for fem år er der ikke nogen økologer, der fravænner før 10 uger.”

DE FRAVÆRENDE PROBLEMER

I det hele taget er der mange problemer, som grisene hos Stenager ikke har. Halerne bliver ikke klippet af smågrisene, fordi grisene har rigeligt andet at beskæftige sig med og plads til at komme af med energi og rodeadfærd. Søerne har ikke mavesår, fordi de ikke er presset – hverken tæt sammen, af fastspænding eller af alt for store kuld, og fordi de får masser af grovfoder, der holder maven i gang. Der er heller ikke skuldersår. Det siger næsten sig selv ved et blik ind i hytterne med en tyk madras af halm.

Vi er kørt over på en anden mark, hvor pattegrisene er lidt yngre eller lige er kommet til verden. Lister os til at kigge ind i hytten til en nybagt mor med hele kuldet liggende ved yveret. I et tykt lag lys knitrende og helt ren halm. Der er lys, luft, rent, blødt og velisoleret. Soen grynter roligt og rytmisk. Det minder om en kat, der spinder.

AT LEVE OG ÅNDE FOR DYR OG NATUR

Nikolaj tæller grisene i hytten.

”Der er 16, så det passer meget godt med, at soen her har 15 dievorter,” konstaterer han. Han kan kigge ind gennem et vindue i den modsatte ende af farehytten. Det er en lem, der kan åbnes, så man kan tilse grisene ad den vej. Lyset strømmer ind gennem hytten og sætter spotlight på pattegrisene, der skinner.

Bag hytten spurter smågrise rundt i græsset. De er lige nogle dage ældre end de nyfødte her i sengehalmen. Græsset omgiver en række af popler, der er ved at vokse op. De er sat for at give skygge på farefoldene.

”Når man er økologi, er det ikke kun for bundlinjen og penge. Det er også en passion. Det er fordi, at man vil det her,” siger Nikolaj Pedersen, som oplever, at han får stor anerkendelse fra mange sider.

”Det giver mange skulderklap og stor interesse, og så giver det medarbejdere, der lever og ånder for det her: at arbejde med grisene og naturen på en anden måde,” siger han.

HVORDAN HAR I DET?

Han har seks medarbejdere, der er dedikeret til at passe søerne med smågrise. Dertil to medarbejdere, som passer de ældre grise, som opdrættes til slagtning.

”Det giver os vores håndværk tilbage som landmænd. Det at gå ud at se til dyrene og spørge: hvordan har i det i dag?