Jeg har altid drømt om at have en sø, eller en å, eller bo helt ned til havet. Desværre er den slags ønsker ikke lette at få indfriet, naturligvis handler det meget om økonomisk formåen, det er jeg klar over, men med det liv, vi har valgt at leve, så er hovedpuden ikke ret tyk.
Alligevel kan jeg i dag, og alle andre dage, starte med at gå med Lone og hundene Dagmar og Albert ned til Sørens Sø. Her vil jeg fortælle om, hvordan den blev til.
På denne egn har der altid været dyrket det, man dyrke kunne - også på vores gård. Sådan er det langt fra nu, faktisk tæt på omvendt, men det er ikke det, teksten skal handle om nu. Nede foran vores lille fredskov var der en lille hektar jord, som altid var fugtig. Fugtig på den måde, at man skulle passe sine besøgstider nøje afstemt med vejret, ellers ville traktoren sidde fast.
Området var drænet efter alle kunstens regler, og var den slags man dyrkede på trods og af princip. Faktisk viste det sig, at den relativt lille mark havde været drænet ad hele 3 omgange, og sidste gang var i nyere tid; med 5 sandfangbrønde og plastrør på kryds og tværs. Vi havde fravalgt at dyrke marken i nogle år, og efterhånden som drænene blev fyldt med sand, blev jorden mere og mere fugtig.
Vi fik den geniale idé, at her skulle være en sø, og der gik ikke ret lang tid fra idé, til jeg kørte ned med vores gamle rendegraver for at lave et prøvehul, så vi kunne se, om der rent faktisk ville løbe vand til. Det havde jeg læst i en pdf, lavet af staten om tilvejebringelse af søer. Og som læst så gjort. Jeg kørte ned med maskinen, tog en skovlfuld og sank i til maven af rendegraveren.
Der skulle gå et år, før vi fik så stor en maskine forbi, at rendegraveren kunne trækkes op af dyndet. Nuvel, vand var der, og efter lidt tid fik vi sendt en ansøgning om udgravning af en sø på marken ind til kommunen. Der kom en glad biolog fra kommunen ud og så på stedet. Han var selvsagt meget positiv. Jeg tror, det var første gang, han var blevet sendt ud, fordi nogen ville have lov til at lave natur, i stedet for at have lov til at fjerne den. Der gik ikke længe, før han havde igangsat den lovpligtige høring og tilladelsen lå der.
Nu var der ikke noget, der kunne stoppe os – vi lavede en projektbeskrivelse, sendte den til en udvalgt skare af entreprenører og ventede spændt på svar og ikke mindst priser. En del af dem svarede os aldrig, og dem, der vendte tilbage, var noget skeptiske omkring at give faste priser på noget, der åbenbart for dem kunne blive svært at forudsige forløbet af. Et par stykker kom dog med en umiddelbar pris, og den billigste var på 230.000,- plus moms. Det var noget af en mavepuster. Det eneste, vi ville, var at give et stykke natur tilbage og skabe grundlaget for en øget biodiversitet på gården, og så så det ud til at koste os fleres års indtægt.
Vi lod os dog ikke slå helt ud, og jeg begyndte at lede efter store gravemaskiner, der kunne klare opgaven. Således kom Bertha til gården. En 24 tons tung og ikke særlig køn kolos. Grave kunne den, men det gik hurtigt op for mig, at det her gør-det-selv-projekt ville komme til at tage tid og koste mange penge til diesel. Det resulterede i, at der blev gravet, når der var både tid og råd til diesel. Der skulle gå 6 år, før jeg var, desværre ikke færdig, men halvfærdig.
Da blev der klaget over jordbunkerne til kommunen, og det viste sig, at tilladelsen til at grave søen kun gjaldt i 3 år. En kontant besked fra kommunen, og en ny stram tidsfrist pressede nu på, og det var ikke kun os, der var pressede, Bertha var det også, for efterhånden som vi kom dybere ned, blev det våde ler for tungt for trunten, og der begyndte at tilstøde skavanker på hydraulikken. Den slags er dyrt. Alt for dyrt til at få udbedret.
Vi blev nødt til at gøre noget. Tiden gik, og Bertha stod bare der og kunne ikke rigtig grave mere. Et hvepsebo flyttede ind i luftfilteret, som om der ikke var bøvl nok ved det søarbejde. Bertha måtte sættes til salg, og det inden hun blev så dårlig, at hun ikke selv kunne køre væk herfra. Da skete så et lille mirakel, hvis man tror på den slags - tiden for salg at store gamle gravemaskiner var gunstig, og timer efter, at Bertha var sat til salg, blev den solgt for stort set det samme, som vi gav for den 6 år tidligere.
Det var en stor lettelse, nu var vi sluppet af med uroen for, at den for alvor gik i stykker nede i søområdet. Og da den nu var betalt over de mange år, så stod vi der med salgsprisen i hånden og havde råd til at leje store spritnye maskiner. Efter ti dages intenst graveri, og 900 ture med en fyldt dumper op på marken med ler og sand, var søen endelig færdig. Efter små 7 års arbejde var Sørens Sø på ca. 3000 kvadratmeter en realitet, og det samme var den diversitet, vi drømte om. Dyre- og plantelivet omkring søen er i konstant udvikling.