To kaniner i løbegård
Kaniner er vældig nysgerrige og sociale dyr. Muligheden for at interagere med andre kaniner er derfor helt central for et lykkeligt kaninliv. Foto: Jakob Eskildsen

Sådan passer du bedst på din kanin

Tamme kaniner bliver som regel kun mellem fem og ni år gamle, fordi mange kaninejere ikke kender dyrets behov for socialisering, plads og kost. Med den rigtige pasning og pleje kan kaniner blive helt op til 15 år. Bliv klogere på, hvordan du kan sikre din kanin et godt og langt kaninliv.

Skrevet af:
Max Hesselager

Kaniner har brug for hinanden

At passe en kanin handler i høj grad om at sørge for, at kaninens naturlige behov bliver opfyldt. I naturen lever kaniner sammen i kolonier, som de indretter med underjordiske huler`og gange, hvor de kan gemme sig for rovdyr og finde ro - her soignerer de hinanden, hviler sammen og kommunikerer gennem lyde og kropssprog. En enlig kanin er bange og stresset - og det gælder også i hjemmet. Derfor skal kaninen altid have en ven og gerne flere.

- Kaniner er meget sociale dyr, ligesom os mennesker. Som kaninejer er det derfor et minimumskrav at sørge for, at ens kanin har en artsfælle at dele sit liv med, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

For at sikre en god og tryg sammenføring er det nødvendigt at neutralisere kaninerne. Hanner skal kastreres og hunner skal steriliseres. Men husk, at alle kaniner har forskellige personligheder, og selv blandt neutraliserede kaniner opstår der ikke altid kærlighed ved første blik. Hvis sammenføringen fører til konflikter, er matchet muligvis forkert.

Læs også: Guide til succesfuld bonding af kaniner

Samvær med plads til mig-tid 

Nøglen til at få kaniner til at enes og trives er tilstrækkelig med plads, hvor kaninerne både kan være sociale med hinanden og trække sig tilbage i deres egen boble. 

- Kaniner trives bedst i store udendørs anlæg, hvor de kan løbe, grave og gemme sig døgnet rundt - ligesom i naturen. Har man ikke mulighed for det, kan de også holdes som fritgående huskaniner. Det vigtigste er, at de har plads nok til at bevæge sig frit og naturligt, siger Jens Jokumsen.

I Dyrenes Beskyttelses pasningsguide kan du læse alt om den perfekte kaninbolig. Guiden er lavet til dig, der er nysgerrig på at have kanin, men er i tvivl om, hvordan man passer en kanin på den bedste måde.

Kanin med græs i foderrulle
Kaniner har brug for aktivering, særligt, hvis de bor indenfor. En simpel foder-rulle med hø kan stimulere dyrets søgeadfærd og gøre måltidet sjovere. Foto: Kim Johnsen

Kaninens kostplan: Hø, hø og atter hø

Det er en udbredt misforståelse, at kaniner skal have gulerødder. Gulerødder og frugt er fyldt med sukker, og fører let til overvægt og tandproblemer. I naturen lever kaniner mest af græs. Derfor er frisk og usprøjtet græs og hø sikre vindere, både som kost og tandpleje.

- Kaniner er vegetarer, og lever primært af græs, urter og bark. Den fiberrige kost er med til at give naturligt slid på tænderne, som vokser hele livet. Frugt og gulerødder bør man kun give som godbidder, fordi de indeholder meget sukker og kun lidt fiber, siger Jens Jokumsen.

Du kan med fordel supplere kosten med fiberholdige kaninpiller. Som kaninejer bør du desuden altid tænke over, hvordan du kan aktivere din kanin – også når det gælder fodring. Servér for eksempel piller og foder i en foderbold, hæng grøntsager op, så kaninen skal stå på bagbenene for at nå dem, og sørg for, at der altid er friske gnavegrene i anlægget. Kaniner keder sig, når de ikke bliver udfordret og stimuleret – og det vil hurtigt gå ud over ledninger og dørkamme. 

Læs også: Kaniner bliver dumpet og svigtet: De små dyr betaler en høj pris

Kaniner har to slags afføring:

  • Almindelig afføring: Hårde, tørre kugler som du ser i buret.
  • Cecotroper: Bløde afføringskugler, der sidder i klaser og ligner brombær.

Kaninerne spiser cecotroperne, fordi de indeholder livsvigtige næringsstoffer, som ikke optages første gang de passerer gennem fordøjelsessystemet.

Syge kaniner spiller raske

Kaninen er et byttedyr, og den vil gå meget langt for ikke at præsentere sig som et let måltid for rovdyr. Er din kanin syg eller smerteramt, vil den helt sikkert prøve at skjule det for dig. At passe en kanin er derfor også en øvelse i at kende sit kæledyr. 

Hold øje med helt små ændringer i kaninens adfærd - det kan være appetittab eller lavere aktivitetsniveau. Husk desuden, at kaniner skal vaccineres og sundhedstjekkes én gang om året, uanset om dyret udviser symptomer eller ej. Hvis du synes, at din kanin opfører sig anderledes end normalt, er det vigtigt at tage til dyrelægen med det samme. På den måde sikrer du dig, at din kanin bliver en fast følgesvend mange år frem.

Læs også: Hvordan bliver kaniner renlige?

Nysgerrig kanin i anlæg
Mange misforstår kaninernes behov, men med den rette viden og omsorg kan de være fantastiske kæledyr. Foto: Kim Johnsen

TEST DIN VIDEN OM KANINER OG FÅ ET KANINPAS

Kaniner er kloge, kærlige, finurlige, frække dyr med store personligheder. Kaniner kan klikkertrænes, komme når man kalder, bruge legetøj og på mange måder blive en lige så stor del af familien som en hund eller en kat. For at folde den side ud kræver det dog, at kaniner har god plads, den rigtige kost og masser af aktivering. 

Desværre misforstås kaniner ofte og holdes i små bure dag ud og dag ind. Derfor er det vigtigt at overveje, om man har tid og plads inden familien beriges med en kanin. Kaniner er ikke en nem løsning, men de er dejlige kæledyr at have, når de holdes på deres egne præmisser. Altså uden et bur med lukket låge.