Randers-sagen

Randers-sagen: Yderligere 7 hunde klar

Endnu syv hunde fra den store hundesag i februar er nu klar til at komme ud til et kærligt hjem. Dyrenes Beskyttelse stiller dog skrappe krav til nye ejere, da hundene har specielle behov. Hundene er på Brande Internat.

Skrevet af:
Katherina Petersen

Det er nu lidt over en måned siden, at Dyrenes Beskyttelse fjernede de første 27 vanrøgtede hunde fra en ejendom nord for Randers, og efter kærlig og intens pleje er 7 hunde nu klar til nye hjem. Det er den anden bølge af hunde, efter 7 hunde tidligere fandt deres perfekte match. Det er fortsat raceblandinger af de populære racer Border Terrier, Puddel og Cavalier King Charles Spaniel. 

Hundene er som race udpræget familiedyr, der har godt af masser af kærlighed, tålmodighed og tolerance. 

Syv hunde klar til deres perfekte match

I samme stil med de første syv hunde, der blev videreformidlet, er disse syv hunde også alle meget søde, men usikre. De krævede ekstra arbejde, men er nu blevet spøgefulde, nysgerrige og søger nærvær og kærlighed. De er begyndt at lege med hinanden og med legetøj. Deres alder er svær at vurdere, fordi de har været så medtagede. Men vi har vurderet, at de cirka er mellem 1-3 år alle syv. 

Det drejer sig om hunde i forskellige aldre, racer og farver: 

Carlo (Han) Cirka 2 år

Pappi (Han) Cirka 3 år

Karla (Tæve) Cirka 2 år

Bumle (Han) Cirka 2 år

Frida (Tæve) Cirka 2 år

Rocky (Han) Cirka 1-1,5 år

Pjevs (Han) Cirka 1-1,5 år

Skrappe krav til ejere

For at få lov til at overtage en af hundene skal man først leve op til en række skrappe krav. Vi søger rolige, regelmæssige, kærlige og tålmodige ejere med stor tolerance og forståelse for en hund med en trist baggrundshistorie og specielle behov. De nye ejere må meget gerne have erfaring med hunde med specielle behov. Det skal også være ejere, som er indstillede på at give hunden tryghed og kærligt selskab i hverdagen. Derfor vurderer vi, at familier med mindre børn og en travl hverdag ikke er relevante.

Derudover er der en række forudsætninger, som man skal være opmærksom på som ny ejer:

• Hundene er udprægede flokdyr og kan få svært ved at være alene hjemme. Derfor bør de tilvænnes dette gradvist over måneder

• Det kan være en fordel at have en anden sød hund

• De er ikke med sikkerhed renlige

• De fleste har ikke lært at gå i snor/komme ved kald

• De har fået minimal motion og dårlig ernæring

• De er minimalt socialiseret til hverdagslivet, andre dyr og mennesker, hvilket kan give uventede reaktioner fra hundene i ukendte situationer. 

• De er nemme at gøre forskrækkede, men reagerer ikke aggressivt. Derfor har de brug for at lære at føle tryghed og søge kontakt. 

Der er ansøgningsfrist lørdag den 18. marts kl. 12:00 til Brande Internat. Du skal udfylde følgende formular og sende til dbbrande@mvb.net

De hundeansvarlige på Brande Internat vil efter ansøgningsfristen udvælge, hvem der kan komme i betragtning til en af hundene

Hvis du ikke modtager en mail eller et opkald, betyder det desværre, at du ikke er kommet i betragtning til at få en af hundene. 

Hundene koster 2.275 kr.